Madanmeldelse. Man skulle måske have lugtet lunten. Det gjorde jeg ikke.

Derfor det blev til et utroligt langvarigt, (ufrivilligt) morsomt og til tider velsmagende besøg på en af byens nye restauranter i lørdags. Bonjour Vietnam hed den.

Startvanskelighederne var allerede at spore på restaurantens hjemmeside. Ud over en række døde links på sitet, var telefonnummeret fx angivet til 123456789. Jeg fik dog opsporet et rigtigt telefonnummer via aok.dk og efter at have lyttet til 3Mobils uendeligt irriterende ”3 is a magic number”, fik jeg også en meget søvndrukken restauratør i røret.

Ok. Jeg ringede måske også lidt tidligt.

Jeg fik bestilt bord. Og kunne ikke dy mig for at spørge ham: ”Vækkede jeg dig?”.

Ja. Det gjorde jeg.

Undskyld.

Nå. Men godt gammeldags hundesultne mødte vi op til vores bordreservation kl. 20.00. Og mødte en fuld restaurant og føromtalte restauratør, der tydeligvis havde travlt. Meget travlt.

Efter lidt tid lykkedes det os også at få øjenkontakt. Og et bord.

Og en bøn:

”I må altså love os ikke at blive sure. Vi har lige åbnet restauranten for en uge siden. Og vi har virkelig travlt. Så hvis I kommer til at vente lidt på maden, må I altså ikke blive sure.”

Ok. Det lover vi. Og vi holdt vores løfte.

Og vi kom til at vente. Rigtigt længe endda. Så længe at vi først måtte bede om et stykke af den udstillede frugt. Senere om en skål peanuts. For da klokken nærmede sig 22, og vi stadig ikke havde fået noget at spise, var vi ikke bare godt gammeldags sultne. Vi var temmelig sukkerkolde.

Men vi var underholdt. Af den stadigt tiltagende panik bag det store panoramavindue ud til køkkenet. Af restauratøren som spiste af den skål med peanuts, han netop havde hældt op til os. Af den søde tjener (datter til ejeren) som gjorde alt det bedste hun havde lært for at varte de ventende gæster op. Og så hyggede vi os jo bare og nød en stille stund uden børn.

Da maden endelig kom, var den heldigvis også værd at vente på. Det meste af den i hvert fald. Vi havde valgt stedets åbningsmenu og forretterne var absolut velsmagende og friske (og smagte ikke af køleskab, som Le Les mad gjorde, sidst jeg besøgte stedet), mens hovedretten og desserten ikke var noget at skrive hjem om.

Den første forret var friske forårsruller med kylling og tigerrejer. Jeg tror aldrig jeg fandt rejen, men de var umanerligt sprøde og delikate i smagen. Og serveret med en skøn sauce.

Den næste forret var det møreste lækreste råmarineret laks på grøntsager og med usædvanligt velsmagende dressing til.

Hovedretten var kylling med sprøde grøntsager og en sauce, der smagte af … Ingenting. Heldigvis var portionerne på de to forretter så velvoksne, at vi alligevel ikke havde appetit til mere, så hovedretten blev i det store hele liggende på tallerkenen.

Desserten var en chokoladekage med friske jordbær ovenpå. Ok, men heller ikke mere.

Til gengæld var det billigt. Fire retter for 245 kroner. Og da det endte med at blive en helaftensforestilling for vores vedkommende, nåede vi hverken at gå ud og drikke cocktails eller høre musik som planlagt. Så på den konto sparede vi da også nogle hundrede kroner.

Så når den lille familierestaurant lige får styr på, hvor mange gæster, de kan håndtere på én gang. Og husker at spice deres hovedret op, såååå begynder det at ligne noget, der absolut kan anbefales.


Resterne af den banan, vi fortærede i ventetiden.

Tagged with →  

Skriv et svar