Jeg har en svaghed. Faktisk har jeg mange.
Men en af dem er Raw Bite.
De findes i en stribe forskellige varianter, er hvinende søde og stopfulde af dadler. Heftigt for blodsukkeret. Herligt for den søde tand.
Forleden gik jeg selv i det søde ‘bar’-hjørne og fik lavet en ordentlig omgang af slagsen.
Til venstre ses et par stykker (resten er i fryseren og kan tages op enkeltvis til søde lejligheder).
Opskriften får du her.
Det skal du bruge:
100 g hørfrø
250 g dadler
3 spsk hampeproteinpulver
130 g macademianødder (eller cashewnødder)
2 tsk lakridsrodspulver
1 tsk kanel
80 g frisk reven ingefr
Reven citronskal af en citron + evt. lidt saft
Knivspids salt
2 spsk kokosolie
1/2 tsk vanilje
Sådan gør du:
Kværn hørfrøene på en kaffekværn.
Kom dem i foodprocessoren sammen med de øvrige ingredienser. Kør.
Smag til.
Form som små barer eller tril til kugler.
Frys evt. kugler eller barer ned, så du har dem på lager til søde tider.
Hampeprotein? Glem alt om joints og cannabiståger. Hampeprotein indeholder ingen THC (Tetrahydrocannabinol), det aktive euforiserende stof i cannabis. Til gengæld indeholder det fulde spektrum af aminosyrer og essentielle aminosyrer. Oven i hatten får du en skovlfuld essentielle fedtsyrer, fibre, klorofyl og jern. Absolutely en superduperfood.
Min favorit kommer fra The Raw Chocolate Company og er både økologisk og rå og hele molevitten:
Kan købes i de fleste helsekoster eller på nettet – fx her.
Dette så veldig godt ut! 😀
Nøj hvor smager de fantastiske ;D
Kære Trine,
Tusind tak 🙂 Det er jeg glad for at høre.
Kh Nanna