Jeg underviser i bl.a. insulinresistens og type 2 diabetes på ernæringsterapeutuddannelsen – og hver gang jeg skal forberede undervisningen tjekker jeg liiiiige om ikke diabetesforeningen har opdateret deres kostråd.
Det har de ikke.
Nyt layout, flere ideer til madlavning, videoer, jovist.
Men det er stadig nogenlunde de samme fedtfattige og temmelig kulhydratrige ideer, der er på menuen.
Min erfaring er, at det IKKE er vejen frem ved type 2 diabetes og prædiabetes.
Til gengæld ser jeg ofte klienter, hvor vi i iværksætter nogenlunde det samme som hende, der har skrevet denne kronik – og har stor glæde af det, ikke bare i forhold til vægt og insulinfølsomhed, men også i forhold til generel velvære, søvn og energiniveau. Nogle smider medicinen, andre kan reducere forbruget betragteligt.
Det er selvfølgelig dejligt for den enkelte. Og jeg elsker at støtte mennesker i den proces. Ikke mindst at dele deres glæde over de resultater, de oplever.
Jeg kunne dog ønske, at det blev mere almen praksis – og at vi en dag når der til, hvor mad som behandling og ernæringsterapi bliver en lige så accepteret og udbredt del af behandlingen af livsstilssygdomme som den medicinske (og hvor klienterne ikke selv skal til lommerne for at få kvalificeret vejledning). Jeg er overbevist om, at det ikke bare vil komme den enkelte til gavn, men samfundet som helhed.
Type 2 diabetes er på alvorlig fremmarch og antallet af diabetikere er fordoblet på 10 år, således viser de seneste tal at:
- 320.545 danskere har diabetes
- 60.000 danskere ved endnu ikke, at de har type 2-diabetes
- 300.000 danskere skønnes at have forstadie til diabetes (prædiabetes)
- 1 ud af 18 danskere har diabetes
- I gennemsnit får 79 danskere hver dag konstateret diabetes
Det er – set med mine øjne – alarmerende tal, ligesom jeg heller ikke mener, vi (bare) kan medicinere os ud af problemet.
Og mens du (måske) venter på ordentlig vejledning til din insulinresistens, type 2 diabetes eller prædiabetes er du selvfølgelig velkommen i min klinik.