For et par dage siden skrev jeg følgende på min firma-facebook-profil:
Jeg bad selvfølgelig omtalte klient om lov til at bruge hendes oplevelse som case. Det var hun absolut med på – og her er hvad hun bl.a. svarede:
“[….] Jeg synes klart der skal være mere fokus på åbenheden omkring hvor forskellige kroppe er, og at der findes andre brugbare metoder til at hele kroppen på end det konventionelle systems. Jeg har oplevet en grundlæggende mistro rundt omkring, når jeg fortæller, hvad jeg har oplevet. Simpelthen fordi det ikke følger mainstream og det etablerede systems retningslinier. Så det er ikke kun læger. Det gælder også “almindelige” mennesker.”
Især det sidste hun skriver, satte nye refleksioner igang. For når jeg summerer op på de mange klienter, jeg har haft i årenes løb, så er det sjældent lægen, der er den primære modstand for at lave ændringer i kosten.
Det er rigtig ofte de nære omgivelser: familie, venner, veninder, kollegaer (her har jeg taget klienternes indre (egen) modstand ud af ligningen, som selvfølgelig også ofte er en med/modspiller).
Rigtig mange af de klienter, jeg ser, døjer med årelange fordøjelsesproblemer, fertilitetsproblemer, kroniske hudproblemer, tilbagevendende svamp, hyppige hovedpiner, lav energi, overvægt eller undervægt. Det er de færreste, der kommer for ‘bare lige at få tjekket om de spiser efter den perfekte og mest up-to-date kosttrend.’
Derfor skal der ofte også offensive kostinterventioner til. Det er (desværre) ikke alle, der kan nøjes med at spise lidt flere grøntsager. Eksempelvis er der en del, der – for en tid eller for altid – bliver nødt til at eliminere visse fødevarer og her begynder det at blive vanskeligt.
Men ofte er det vanskelige ikke, at undgå en bestemt fødevare som sådan. Besværligt, jo, men det jeg hører igen og igen er, at det vanskelige er at skulle gøre det i sociale sammenhænge (igen er klienternes egen modstand mod at være anderledes/speciel/ besværlig taget ud af ligningen – selvom den også er nok så interessant): “Jamen jeg vil ikke være til besvær”, “Jeg orker simpelthen ikke alle de spørgsmål”, “de andre sidder og ryster på hovedet af min mad”, “Ej, jeg vil altså ikke være en af dem, der altid skal have noget specielt. Det er jo dem, vi griner af blandt mine kollegaer”, “min mand synes det her er så mærkeligt og støtter mig overhovedet ikke”, “mine venner synes simpelthen jeg er så mærkelig”. Alt sammen eksempler på, hvad jeg hører i min praksis.
Igen må jeg sige: Det undrer mig.
Så hermed også et slag for også at bevare nysgerrigheden, åbenheden og ydmygheden for, hvad vores nære oplever på egen krop og respekten for deres (kost)valg i retningen af at få det bedre ♥.
PS. Jeg oplever selvfølgelig også det modsatte: Venner og familie der bakker op med både nysgerrighed og konkret hjælp. Ligesom jeg oplever flere og flere læger, der både er nysgerrige og interesserede, ja ligefrem selv henviser deres patienter til mig (bare lige for at få det på plads :-))