Ernærings-hvad-for-noget?
Når folk spørger mig, hvad ernæringsterapi er for en størrelse, plejer jeg at svare noget i stil med:
”Det er en holistisk kostvejledning, hvor vi arbejder på at genoprette kroppens ubalancer, primært gennem kost, vitaminer, mineraler, urter og livsstil. Som ernæringsterapeut ønsker jeg at arbejde med årsagsbehandling fremfor symptomlindring så vidt muligt”
Man kunne også formulere det lidt frækkere og sige, at ernæringsterapi er en avanceret form for kostvejledning.
En ernæringsterapeut ser naturligvis på, hvad du spiser og lægger – i samarbejde med dig – en plan for sundere og mere optimal kost. Men ernæringsterapien forholder sig også til mere komplekse forhold som fx hvad der sker med maden, efter du har spist den, om du fordøjer maden godt nok, om din krop er i stand til at nedbryde og optage næringsstofferne, om din krop reagerer uhensigtsmæssigt på noget i maden og lign.
Således bygger ernæringsterapien ikke på one-size-fits-all-diæter, men skræddersyede planer nøje afstemt efter den enkelte klients individuelle ønsker, behov og problemområder.
Og så er det hensigten at tage fat om nældens rod: At identificere årsagen til dine problemer og gøre noget ved den, fremfor at levere uholdbare lappeløsninger.
Eksempelvis kan en nedsat eller ændret organfunktion i fordøjelsen være den underliggende årsag til symptomer helt andre steder i kroppen fx hovedpine, hudproblemer, overfølsomhed, astma, gigt mm.
Ernæringsterapien har siden midten af 80’erne vundet genklang blandt en hastigt voksende gruppe amerikanske forskere og læger, som arbejder med funktionel medicin. Gennem konferencedeltagelse og faglig ajourføring henter danske ernæringsterapeuter således seneste nyt hjem fra den internationale forskning i ernæring, biokemi og helhedsorienteret sygdomsbehandling.
Titlen ”ernæringsterapeut” er ikke beskyttet, men betegnelsen ”Ernæringsterapeut DET” er et kvalitetsstempel, der angiver, at man gennem medlemskab af foreningen Danske Ernæringsterapeuter lever op til bestemte krav om uddannelse og løbende ajourføring.
Du kan læse mere om Danske Ernæringsterapeuter her. Jeg er medlem af foreningen og har tidligere siddet i bestyrelsen for foreningen.
Jeg giver individuelle konsultationer i ernæringsterapi. Det kan du læse om her.
For mig er mad først og fremmest næring til livet. Det er brændstof og byggesten til vores krop og hjerne, så vi kan leve det, liv der giver os mest mulig glæde, samhørighed og energi.
Nogle gange bliver vi bare syge af det, vi spiser – eller undlader at spise. Og så må vi for en kortere eller længere periode ændre på, det vi indtager – uden at det behøver at lugte af askese, afstraffelse eller kedelige kostpyramider.