Der var fastelavn i vores gård i går. Katten blev slået af tre tønder. Slik, frugtstænger og Mini-Muuh væltede ud i takt med at kattekonger- og dronninger blev kåret.
Dagmar kastede sig over frugtstængerne. Dem kender hun. Og hun elsker dem.
Hun fik også fingrene i en pose økologiske ”Bløde Bamser”. Uden at ane, hvad det var. Men kraftigt inspireret af de andre børn måtte hun naturligvis have sådan en nuttet lille pose.
Med en vis baggrundsviden for, hvad sukker gør ved kroppen – og ikke mindst små børn – har jeg forsøgt at holde hende væk fra det gennem det meste af hendes 3-årige liv, uden dog at være fanatisk. For jeg tror samtidig på, at børn skal smage på livet. Derfor måtte hun også smage på indholdet af den nuttede lille pose (selvom det stak lidt i det sukkerfrie moderlige hjerte).
Efter at have gumlet på en blød bamse, gav hun mig posen og sagde: ”A kan ikke li’ dem.” Jeg kan ikke lide dem? Hvad?!
En ung pige, der stod ved siden af mig tilskrev Dagmars afvisning af bamserne, at de var økologiske: ”Det er nok fordi det ikke er Haribo?”, sagde hun.
Men Haribo ved hun slet ikke, hvad er. (Endnu. Den dag kommer nok).
Men måske er hendes smagsløg ikke vant til den hvinende sødme fra bamserne – hvorfor de blev kasseret. Den holder nok ikke resten af livet. Desværre. Men jeg kender den fra mig selv. Hvis jeg i en periode slet ikke har rørt sukker og søde sager, så smager det jo kvalmt og übersødt, når man så får noget. Hurra for det!